Brev til dig, som har lyst til at ringe og gribe de hænder, der rækker hen imod dig fra CSM:

Jeg har været hvor du er. Jeg ved hvordan du har det ; jeg ved ikke på hvilket måde du har det på, men jeg ved du har det svært. Jeg er selv bruger. Sagsbehandleren gav mig adresserne på de forskellige støttecentre for sådan en som mig.

Det blev CSM - Center for Seksuelle Misbrugte i Odense. Det var svært for mig at få ringet. En erklæring over, at jeg var blevet til et fiasko til at leve mit liv ”på trods af... fortiden”, en falliterklæring over, at jeg for alvor var beskidt, et dårligt menneske, og sandelig ikke noget værd. Jeg skammede mig.

”Vil du have en samtale?”, sagde den venlige stemme, ”de samtaler sker i enerum sammen med en rådgiver. Hvad siger du til tirsdag aften kl. dut.? Hende du skal have samtale med hedder sådan. Du kan også være i vores opholdstue og bare være her”.
Det med at være sammen med andre mennesker var nok ikke det jeg havde lyst til, overhovedet. Jeg havde mest lyst til at gemme mig, skjule mig, og være ikke-eksisterende.

Jeg ringede på dørklokken fra gaden af og kikkede til højre og venstre om nogen så mig komme ind. Jeg var bange, at nogen vil se mig og tænke: ”Se hende der, hun er sådan én, sikke en luder”, og jeg var bange. Og mig med mine hvide hår, hvad lavede jeg her?

Jeg vil helst tage hjem. Men jeg havde ikke flere kræfter tilbage, og ”Hjælp” var det eneste ord jeg stadig kunne artikulere, resten var forsvundet i smerten og skyldens helvede. Min sjæl smertede.

Nogen åbnede døren, nogen der smilede, nogen med et skilt på der sagde: ”Hjælper”. Damen viste mig rundt, toilettet, lyset til toilettet, køkkenet, samtalerummene. Man gav mig en kop kaffe og et askebæger, jeg skulle bare sidde ned og trække vejret.

Der sad nogen sammen med mig, og de blev ved med at smile og servere kaffen, hvis jeg nu vil have mere...
Jeg var ved at græde. Nogen gjorde noget for mig uden at forvente, jeg skulle gøre noget til gengæld. Nogen var venlig mod mig uden at forvendte noget retur. Jeg havde lyst til at tude. Jeg blev passet på, da jeg havde måtte passe mig selv hele mit liv.

Jeg var inde i min egen verden, som var et sandt mareridt. Jeg kiggede på verden omkring mig, der bevægede sig, mens jeg stod totalt stille i en mørk drøm.

Hvis nogen talte til mig, skulle jeg bruge så mange kræfter til at være inde i deres verden, som var så urealistisk for mig. Bruge kræfter for at høre deres sætning, forholde mig til det, finde et svar... bare det, var et stort opgave... så jeg gled så hurtigt tilbage inde i mit mørke hul, for jeg havde ikke flere kræfter.

Min RÅDGIVER var en meget klog, ung kvinde. De hedder RÅDGIVERE, og de har TAVSHEDSPLIGT, også overfor de andre – og det siger rådgiverne med det samme. De er FRIVILLIGE på lige fod med HJÆLPERNE. Det er IKKE TERAPI man får via disse SAMTALER...

Der var 6 måneder til 1 års ventetid til jeg kunne komme til hos psykiateren... lige så lang tid som at være i helvedet i en evighed. Så kunne jeg samtale... Jeg havde nemlig holdt på min hemmelighed i 49 år, og den var godt klistret fast i mine celler, mit blod, mine muskler... og jeg skulle artikulere, bruge ord som jeg ikke havde, ord som var farlige at sige. Jeg havde ondt i maven.

Hun fik mig til at forstå, at det var normalt efter de misbrug, jeg var blevet udsat for, siden jeg var 5 år gammel, at min måde at være unormal på var normal – for mig...

For eksempel kan jeg ikke engang sidde i et tog ved siden af en mand uden at blive nervøs... ”Det var normalt”, forklarede min samtalerske mig. Jeg var overrasket, jeg vidste, at det ikke var, som det skulle være. ”Tænk over alt det, du er blevet udsat for”, sagde hun.

Jeg havde nemlig brugt alle mine kræfter i al den tid for at skjule det: også det, at jeg var bange for at sidde ved en mand i toget. Fra sin viden og erfaringer forklarede hun mig, at jeg havde en helt forståelig måde at reagere på.

Hun fortalte også mig, at man sagtens kunne få et godt liv igen bagefter. Jeg troede, jeg aldrig vil blive god igen... jeg troede, jeg aldrig vil blive glad igen... selv om jeg ved, at mirakler eksisterer, troede jeg ikke på det.

Så flyttede CSM til nye lokaler, så startede en ny leder. Og så skulle man ikke ringe fra gaden af... men hjælperne kommer stadig ved døren, så man bliver budt velkommen, og de gør at man føler sig godt tilpas, og sætter en til rette på alle måder.

Nå, men det er ikke kun samtaler, jeg fandt der, men også en OASE, et FRISTED, hvor man ikke stiller spørgsmål, hvor man ikke skal forklare, hvor man ikke skal bruge kræfter for at skjule... Man kan blot komme som man er, med det ansigt man har, man kan side i fred blandt andre og fredet på én gang.

Jeg skulle ikke tænke på at gøre som om alt er vel. Jeg skulle ikke lyve, når jeg blev spurgte om, hvordan jeg har det... (et sådan simpelt spørgsmål kan være så omfattende nogle gange...) Jeg kunne slappe af i trygge omgivelser: Man vil ikke have noget fra mig, jeg skulle ikke være på en bestemt måde. Det var nyt. Det var mærkeligt. Det var mig ukendt.

Der er 2 slags mennesker der: dem med skilt på og dem uden skilt på. Jeg kunne ikke overskue mere i mit hoved end lige det, jeg kunne kun forholde mig til 2 ting: med eller uden skilt. Havde jeg brug for noget, henvendte jeg mig til dem med skilt.

I OPHOLDSTUEN sad der også nogle ”HJÆLPERE”: det er nemlig dem, der hjælper en... de laver kaffen, vasker op, snakker med os om alt og ingenting. Og jeg behøvede ikke engang at sige noget. Når jeg ikke ville eller blot ikke kunne, jaså, sad jeg bare stille.

Jeg skulle ikke tænke på, hvad jeg skulle yde for at være der, og det var godt, for jeg kunne ikke tænke en klar tanke. Der blev nemlig ikke snakket om død, ulykker eller verdens undergang eller min egen verdens undergang. Det blev pludret, snakket, grinet og frem for alt: røget alt for mange smøger, drukket alt for meget kaffe og spist alt for lidt små kager (jeg er så glad for småkager)... Der bliver respekteret. Jeg var pludseligt blevet til et slags menneske.

Det blev lidt mere svært, da en mand blev hjælper. Jeg sørgede for at sætte mig lige så lang væk fra ham som muligt...”Hvad lavede han der?”, tænkte jeg. Men så kunne jeg også se, at der selvfølgelig er mandlige brugere, også de har brug for hjælp. Nu kan jeg godt sætte mig ved siden af ham, selv om det er lidt mærkeligt, men det er OK.

Og så skulle jeg søge pension hos kommunen. Jeg skulle forklare en hel fremmed kvinde om min fortid, jeg ikke havde ord for endnu... Og det var så ydmygende at tale om det til et vildt fremmed menneske, hvor man er et ”sagsnummer”, et stykke papir på hendes bord: blæk og papir..., et stykke arbejde der skulle udføres.

Jeg sad overfor hende, og min ryg krummedes, stemmen kom i klemme i halsen igen, og tårerne masede sig i øjnene... Hun kørte sin sag, min sag, en sag. CSM tilbød mig komme til møderne på kommunen, og jeg græd... ”Nogen vil HJÆLPE mig”... og jeg græd... ”Jeg var ikke alene mere”. Jeg bad om, de ville være MIT TALERØR, og ja!

For første gang mødte jeg respekt, accept, smil, venlighed (på trods af min fortid, min manglende selvværd, mit skam...)
Jeg kunne trække vejret frit. Dér var en oase i den ørken, jeg havde vandret i i 49 år af mit liv. Løgn og fortielse adskiller menneskene.

Så prøvede jeg at være med til JULEFROKOSTEN, hvor vi spiser sammen om aftenen på centeret og hvor de nærmeste også blev inviterede.
Jeg fik det dårligt, der var for mange mennesker... jeg måtte tage hjem.

Jeg har det for dårligt endnu for at være sammen med andre. Så tog jeg hjem.
Jeg var bange for hvad de vil sige, at jeg tog af sted midt i det hele, at jeg ikke kunne være det bekendt. Men det var OK.

Hver anden uge kom jeg og SPISER FROKOST, og så tog jeg MALERGREJ frem... Og der blev malet for hyggens skyld. Og jeg hyggede mig.

MED TAK TIL ALLE DE MENNESKER DER HAR GJORT EN FORSKEL I MIT LIV -

Kærligst
En bruger

Februar 2007