Da jeg som mor opdagede, at min datter havde været udsat for overgreb af min mand, som jeg havde kendt igennem 10 år, stod mit hjerte stille. Der skete en korsslutning i min hjerne, dette skete ikke for os, men for naboen.

Hele min verden blev slået til grus, men der var for mig kun et at gøre, det var at anmelde manden, så han kunne få sin straf. Så min datter og jeg tog ind på politigården.

Her blev jeg som mor, afhørt, men min datter blev ikke afhørt, da kriminalpolitiet ikke var på en lørdag, så det måtte vente til mandag morgen. Man skal altid huske som pårørende at der altid er en akutsagsbehandler, der kører rundt i Odense kommune, og han er for at varetage vores interesser.

Så bed politiet om at kontakte ham, hvis de skulle glemme at informere om dette, for det er altid godt at der er nogen, der kan tage over, når man er i krise, da det kan være svært at tænke klart i en krisesituation.

Efter anmeldelsen tog politiet og sagsbehandler med ud på vores bopæl for at hente noget tøj. Det var en stor støtte at have dem med, da det ikke var til at vide, hvordan manden ville reagere efter den alvorlige anklage mod ham. Derefter tog vi ud til mormor, hvor sagsbehandleren blev, indtil vi var vel installeret.

Det var en forfærdelig weekend at komme igennem. Mit barn havde det dårligt nu, da det var blevet opdaget, og hun havde frygtelig meget skyldsfølelse. Hendes psyke var helt i bund. Hvad kunne jeg, som mor gøre - andet end at trøste hende og fortælle, at jeg troede på hende, og at det ikke var hendes skyld, og at jeg stadig elskede hende lige meget.

Jeg kunne lytte til hende, når hun græd og gerne ville fortælle mig det hele, men det smertede hende så meget at sige, så det til sidst påvirkede vores forhold, fordi hun var flov, og det var svært at tale om. Det eneste jeg kunne gøre var hele tiden at være ved hendes side og bevare roen.

Kriminalpolitiet kom mandag morgen for at afhøre min datter på mormors bopæl, det var trygge rammer, hvilket var politiets idé. De to betjente, der kom, præsenterede sig ved navn, og talte med os til der blev opbygget et tillidsforhold, før de begyndte at afhøre min datter.

Min datter ønskede ikke, at jeg deltog, og det gjorde mig meget fortvivlet, jeg ville jo gerne beskytte hende under afhøringen. De to betjente havde stor empati, både for min datter og mig, det hele gik smertefrit.

De ville nu køre ud og hente tiltalte og de forstod ikke hvorfor at tiltalte ikke var blevet hentet før. Jeg gav dem nøgle til bopælen, for det kunne jo være tiltalte havde gjort noget ved sig selv, efter at det var blevet afsløret at han var pædofil. De kørte, men sagde de ville komme igen.

Disse to personer var meget sympatiske og havde noget specielt, de var menneskelige og følte med os, gav os håb og trøstede os med at retfærdigheden ville ske fyldest. De troede på min datter og gav hende følelsen af at der var voksne man kunne stole på og de overskred ingen grænser på nogen måde for det vidste de at tiltalte så rigeligt havde gjort.

De kom tilbage lidt senere for at fortælle, at tiltalte ikke var på bopælen, men at der lå et brev, som var stilet til mig. Det måtte jeg læse, de var nødt til at tage brevet med som bevis, da det var en skriftlig tilståelse fra tiltalte. De oplyste samtidig, at tiltalte havde brændt en cd-rom, som lå ved siden af brevet, den blev de også nød til at tage med.

Jeg læste brevet, det var sygt at læse tiltalte fralægge sig ethvert ansvar for, hvad der var sket. Jeg fik kvalme, hvorfor gør man sådan noget ved et barn, det er ud over min fatteevne.

Hvorfor havde jeg som mor ikke opdaget noget? Hvordan kunne min datter skjule det så længe? Det er mig ubegribeligt, hvor må hun have lidt meget.

Min datter er 12 år i dag, overgrebene begyndte, da hun var 6 år gammel.
Et uskyldigt barn, hvorfor fik hun ikke lov til at få en normal barndom? Hvordan giver jeg hende hendes barndom og glade smil igen, spørger jeg mig selv, men jeg finder ikke noget svar.

Tiltalte blev anholdt to dage efter, vi var igennem en opslidende retssag med mange afhøringer af min datter og mig. Tiltalte fik 1,5 år fængsel uden behandlin , min datter fik 15.000 kr i erstatning og er ved at komme nogenlunde tilbage til livet igen og prøver at fungere så godt som muligt.

CSM-Fyn har i denne situation hjulpet os ufatteligt meget. De var de eneste, som ville tage akut imod os en sen aften, hvor ingen andre var at træffe.
Vi blev efter samtale med rådgiver henvist til psykiatrisk skadestue, så samarbejdet med offentlige instanser er vigtigt. Jeg har som pårørende gået til samtaler hos rådgiver i centeret og fået meget hjælp. Der var heller ikke andre tilbud til mig som pårørende.

Venlig hilsen
En positiv pårørende