Jeg sidder i et mørkt rum.
Jeg kan ikke se noget lys foran mig.

Jeg begynder at snakke om det, selvom det er svært.
Jeg er bange for personen, og hvad personen tænker om mig.

Jeg vil finde mit eget tempo og snakke om det, selvom det er svært.
Jeg bliver ved, indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal gøre.

Selvom personen bliver ved med at bore i mit sår, bliver jeg ved, selvom det gør ondt.
Jeg kan og vil ikke afvise denne hjælp, for så afviser jeg bare, at jeg vil hjælpes.
Jeg tænker meget på, hvordan det er kommet så langt ud, kan ikke finde nogen mening om det.

Det er dig, der bestemmer, hvad vi som sådan skal snakke om til samtalerne.
Jeg blev nødt til at finde den rigtige at snakke med, så jeg selv kunne komme videre.

Jeg ved nu bedre, at jeg kan komme videre, og det, der er sket, er ikke min skyld, men krænkerens skyld.
(Så det skal du vide og tænke på).

Jeg ved, at det her forandrer mig, og det gør mig til et meget bedre menneske.