CSM-Fyn logo

Andre arrangementer
Synlighedsdagen 2011

Det sætter sine spor…

 

Synlighedsdag sætter fokus på senfølger af seksuelt misbrug i barndommen

 

Af Lise Christiansen, formand i Center for Seksuelt Misbrugte Fyn og næstformand i Incestcenter Fyn  

lise

 

 

 

 Den 24. september 2011 blev den første synlighedsdag afholdt i Odense, og den havde til formål at synliggøre senfølger hos voksne af seksuelt misbrug i barndommen. 

Temadagen afholdes hvert år i uge 38 i flere større byer i Danmark. Målet er, at synlighedsdagen breder sig ud over landet og bliver holdt på samme dag/uge i alle byer. I år blev der holdt synlighedsdag i København, Århus, Åbenrå og Odense.

Emnerne på synlighedsdagen spænder vidt, men fælles er, at de handler om, hvordan man som voksen lever med senfølgerne af seksuelle overgreb i barndommen. Indlægsholderne er mennesker, der fortæller deres personlige historier samt professionelle, der belyser emnet ud fra deres faglige viden.

Incestcenter Fyn og Center for Seksuelt Misbrugte Fyn har stået for arrangementet og valgt at sætte fokus på senfølger efter seksuelt misbrug i barndommen og behandling af disse hos voksne. I skarp konkurrence med en meget flot sensommerdag valgte ca. 50 studerende, seksuelt misbrugte, pårørende samt fagfolk at samles om dette så tabubelagte emne, og de fik mange gode input med hjem.

 

Unikt samarbejde

Rådmand Jane Jegind fra Odense Kommune indledte dagen med en meget positiv åbningstale, hvor hun blandt andet præciserede, at der i et samfund som vores bør og skal være ressourcer til at afhjælpe og behandle voksne, som har svære følger efter seksuelt misbrug i barndommen. Hun fremhævede det helt unikke samarbejde mellem behandlingsinstitutionen Incestcenter Fyns professionelle indsats og støttecentret Center for Seksuelt Misbrugtes vifte af tilbud baseret på frivillig arbejdskraft. En samarbejdsmodel, der er landskendt som ”Fynsmodellen”, og som kan komme til at danne baggrund for en landsdækkende indsats på senfølgeområdet.

jane jegind

 

  

 

  

Langvarig behandling

Derefter fortalte Michael sin meget gribende historie om det misbrug, han var udsat for som barn, samt om de følger, det fik for hans voksenliv, indtil han som 35-årig endelig kom i behandling hos Incestcenter Fyn. Han fortalte om det langvarige behandlingsforløb med individuel terapi og gruppeterapi. Et behandlingsforløb, der har bevirket, at han i dag har et rigtig godt liv, som han hver morgen glæder sig til at stå op til sammen med sin kæreste. Han har derfor villet give noget tilbage og har flere gange været i medierne og fortælle om, hvor vigtigt det er, at der er målrettede behandlingstilbud til voksne. Michael er nu en meget vellidt erfaringsbaseret frivillig rådgiver i Center for Seksuelt Misbrugte.

michael

 

 

 

Tabubelagt område

 

Herefter formåede psykologerne Lone Eriksen og Lena Skaar på en meget inspirerende måde at fastholde tilhørernes opmærksomhed på de svært tabubelagte temaer om hvilke senfølger – psykisk, fysisk og socialt – der opstår, når de seksuelt misbrugte børn bliver voksne, samt om hvordan en intensiv og langvarig behandling kan afhjælpe og hele disse skader. De fortalte om de begrænsede muligheder for specialiseret behandling, der i dag findes på landsplan. Samtidig udtrykte de håb om, at erfaringerne fra Incestcenter Fyn på sigt vil resultere i, at seksuelt misbrugte uanset bopæl kan få tilbudt et individuelt tilrettelagt behandlingsforløb uden tidsbegrænsning udført at personale med særlig faglig viden på området.

Der var meget stor spørgelyst fra de fremmødte til Lone og Lenas oplæg, og vi fik mange svar på, hvilken betydning et seksuelt misbrug i barndommen kan have senere i livet, og hvilke indsatser, der er nødvendige for at hele de sår, som misbruget har medført.

icf

 

 

 

 


 

Sommerudflugt til Odense ZOO 2011  

h_c_andersenkameler

Søndag d. 3. juli 2011 var vi på en dejlig tur til Zoologisk Have.30 brugere og frivillige mødtes ved Odense Åfart i Munke Mose, hvorfra vi sejlede til Odense Zoo.

praeriehundesilkeaber

 

 

 

Dagen blev tilbragt i selskab med de mange dyr i haven og med fælles frokost og senere kaffe med flere forskellige slags kage, hjemmebagt og bragt af både brugere og frivillige. Vi havde en rigtig dejlig dag, hvor vejret var med os, så alle var glade, da vi sidst på eftermiddagen sejlede tilbage til Munke Mose.

nu_tager_vi_hjem

 

 


Juleafslutning 2010

 

 

 

juleafslutning

 

D. 15 december holdt vi en meget fin julekomsammen med omkring 30 deltagere. Der blev spist æbleskiver, småkager, chokolade og slik – ja, alt det gode, der hører julen til. Vi spillede julebanko med rigtig mange gode præmier, en del sponseret af byens butikker. En af brugerne havde også givet mange flotte gaver til bankospillet, så det var glade mennesker, der var med til denne hyggelige sammenkomst.

 

 


  

Sommerudflugt til Helnæs 2010

For frivillige, brugere og deres nære voksne og børn
Søndag d. 20. juni kl. 11.00 – 17.00

Med højt humør og i solskinsvejr mødtes vi i CSM, hoppede i bussen og kørte til Helnæs Gamle Mølle. Et dejligt højtliggende sted med udsigt over vandet.

Vi hyggede os, spiste medbragte sandwiches, og en af vores brugere arrangerede forskellige sjove aktiviteter. Det var en af de allerførste sommerdage, og flere var i vandet.

En dejlig dag, ingen tvivl om at vi gerne igen vil af sted på udflugt.

   
..